For en uges tid siden fik jeg stillet ind på P1-debatten. Emnet var, om forfattere skal ha’ statsstøtte og debattørerne var forfatteren Leonora Christina Skov og direktøren for den liberale “tænketank” CEPOS Martin Ågerup. Det studsede jeg lidt over. Ågerup er økonom og har mig bekendt ikke beskæftiget sig noget særligt med kulturpolitik. Hans bidrag til debatten var da også primært den gammel-liberale traver om, at hvis folket virkelig vil ha’ litteratur så skal markedet nok klare den sag. Så vidt så skidt.
Et par dage senere stod den igen på P1 debat. Dejavu: endnu en ultra-liberalist i argumentation for minimalstat og meget mere marked. Og igen i dag: CEPOS’ cheføkonom ind fra højre.
Det var pokkers: har CEPOS med venner fået fast plads i P1-debatten? Nok ikke ligefrem. Men de fylder godt. Ud af de sidste 14 udsendelser har de været med i de 6:
26.6: Mads Lundby Hansen, økonom og stedfortrædende leder af CEPOS diskuterede arveafgift
21.6: Ole Birk Olesen, redaktør af den ultra-liberale netavis 180 grader diskuterede velfærdsreformer
19.6: Martin Ågerup, økonom og direktør for CEPOS diskuterede statsstøtte til litteratur
11.6: Christopher Arzrouni, spindoktor og bestyrelsesmedlem i CEPOS diskuterede danske mediers dækning af USA
10.6: Edith Thingstrup, sognepræst og medstifter af CEPOS diskuterede USA’s klimapolitik
Det skal understreges, at dette ikke er et oplæg til en konspirationsteori. Jeg tror ikke, at P1 debats redaktion har en skjult dagsorden om at promovere ultra-liberale holdninger i den offentlige debat. Og naturligvis skal den liberale højrefløj komme til orde, hvis de har noget interessant at sige. Men det er tankevækkende af flere grunde, at CEPOS og omegn er så voldsomt repræsenteret i debatten.
CEPOS står især for mindre stat, mindre skat og mere marked. Men som mod-debatør Per Michael Jespersen, Ugebrevet A4, tørt kommenterede Ole Birk Olesens appel om at neddrosle den offentlige velfærd og lade markedet klare det hele: “Det er jo et spændende synspunkt – men også meget eksotisk…”
Det er jo sandt: der kan være mange forskellige opfattelser af velfærdsstatens fremtid. Men opbakningen til velfærdsstaten som princip er omfattende i den danske befolkning. Tilsvarende lille er opbakningen til kravet om massive skattelettelser, hvis det skal ske på bekostning af den offentlige velfærd. Det er så tydeligt, så selv den gamle minimalstats-liberalist Anders Fogh Rasmussen har måttet acceptere det som grundlag for at holde sig ved magten. CEPOS og venner repræsenterer med andre ord en lille politisk minoritet.
Nu behøver et synspunkt jo ikke være udbredt for at være interessant – tværtimod. I den aktuelle sammenhæng kunne et interessant synspunkt være et der tilfører debatten en original vinkel eller ny viden. Chancen for at CEPOS kan præstere nogle af delene er imidlertid ikke voldsomt stor. Som f.eks. debatten om Henrik Fogh Rasmussens bog “Amerikanske tilstande” har vist, så står ideologien for CEPOS generelt over smålige hensyn til fakta. Mere konkret, så kan man i flere af de ovennævnte eksempler undre sig over, hvad det er for en kompetence debattørerne var tænkt at skulle bidrage med?
Sagen er nok, at det slet ikke er sådan P1 redaktørerne har tænkt. De har tænkt: hvilke to personer kan vi finde til at diskutere det her emne, som vi kan være helt sikre på vil være fundamentalt uenige? Det er på sæt og vis fair nok. Det er jo trods alt et debatprogram – folk skal helst diskutere. Problemet er, at det kan tendere mod at søge de ekstreme synspunkter, uanset deres mangel på substans, simpelthen fordi de er – ekstreme.
P1 debatten er et eksempel. Men det er mit indtryk, at CEPOS og de ultra-liberale generelt fylder meget i medierne for tiden – og langt mere, end kvaliteten og aktualiteten af deres argumenter retfærdiggør. Forklaringen må være, at i en tid hvor de etablerede partier alle sammen bejler til den samme midte og fører konsensuspolitik, er medierne glade når der endelig dukker et markant anderledes synspunkt op. Havkatten i hyttefadet bliver hype, selv om den bare gylper gammelt brakvand op. CEPOS har været rigtig gode til at sælge sig selv som de liberale systemkritikere. Meget bedre, end venstrefløjen har været til at fremføre en socialistisk systemkritik.
Godt for CEPOS – men skidt for samfundsdebatten.
Det lyder for mig som om du egentlig opponerer imod, at liberale kræfter får taletid. Der var vel andre i studiet end dem, du rabler imod – men det er måske selve problemet? Du havde foretrukket, at venstrefløjen havde sendefladen for sig selv?
Du snakker også om kompetence. Men som jeg opfatter det, er det faktisk legalt at have en holdning om et område, man ikke arbejder professionelt med. Jeg er f.eks. en banal sælger – men forbeholder mig ikke desto mindre retten til at mene, at kvalitetsreformen bør kobles med en lønstigning i brede dele af den offentlige sektor.
Ja – ikke bare det. Jeg tillader mig at stemme til vores folketing!
Personligt synes jeg i øvrigt CEPOS er nogenlunde de dårligste repræsentanter for mine liberale og borgerlige synspunkter, da de ikke har nogen form for jordfæste. Tror du det er en tilfældighed, at det typisk rasende røde P1 inviterer netop de mindst kompetente modstandere? Nu vi er ved konspirationsteorierne.
Hej Michael
Selvfølgelig skal der være plads til alle holdninger i medierne. Jeg synes nu også at liberale holdninger af forskellig afskygning er ganske godt repræsenterede, hvis man kigger bredt ud over det danske medielandskab…
Og selvfølgelig kan man være kompetent til at udtale sig om ting, som man ikke arbejder professionelt med. Man hvis du hører f.eks. Martin Ågerups bidrag til debatten om litteraturstøtte, så tror jeg du må gi’ mig ret i, at han ikke rigtig får tilføjet den debat noget nyt, men stort set begrænser sig til at gentage igen og igen at man skal overlade litteraturer til markedet.
Min pointe er ikke, at CEPOS ikke må være med fordi de er liberale – men at det er tankevækkende at man vælger netop dem, også hvor de ikke har noget reelt at byde på.
Det er selvfølgelig en interessant konspirationsteori, at “de røde” i P1 inviterer CEPOS for at diskreditere liberalismen. Det tror jeg nu ikke på. Bl.a. fordi man jo også møder CEPOS med venner i (uforholdsmæssigt) mange andre medier for tiden. Jeg tror, som jeg skrev, at det handler om en generel mekanisme: CEPOS fører sig frem med et skær af akademisk troværdighed. Mern samtidig præsenterer de nogle stærkt forenklede, firkantede synspunkter med meget høj stemmeføring – den slags kan medierne generelt godt li’.
Hej Lars,
Jeg har ikke hørt det pågældende tågehorn bræge omkring litteraturstøtte, men når man beder en mand fra CEPOS om den slags, er resultatet jo også givet på forhånd. Som helhjertet og rettroende social-liberalist forbeholder jeg mig retten til at anse CEPOS og DI som nogen af de lavest begavede mennesker der formår at komme i medierne i DK.
Det medfører altid et vist niveau af intellektuel skam, når mine (principielle) allierede vælger at stille sig op i blitzlyset og udtale sig om ting og på måder, der klart for alverden indikerer at de ikke formår at se det store billede, konteksten og helheden.
Jeg formoder det forholder sig på præcis samme måde for modfløjen, som jeg naturligvis mener er værre til samme eklatante fejltagelse.
For lige at afslutte literaturstøtte, er det naturligvis sådan at jeg aldrig læser danske forfattere, fordi jeg mener de i alt væsentligt på alle områder er udenlandske forfattere langt underlegne, og i øvrigt i vid udstrækning begrænser sig til lavstammet nationalt navlepilleri – sådan at forstå at det er meget lidt dansk litteratur man kunne forestille sig var relevant for nogen udenfor landets grænser.
Og skriver de ikke med større horizont end det, kan jeg ikke se at statsstøtte er specielt oplagt. Men omvendt mener jeg staten skal støtte vores kultur, naturligvis.
Mht. P1 er dette min pÃ¥stand: På P1 sidder nogen af de kvikkeste hoveder i landet – og de er mere eller mindre ‘røde’ ind ad en kant. Ingen skam i det. Men når selv samme kvikke hoveder vælger at invitere CEPOS, ja så er det min påstand at de gør det, fordi de ved CEPOS fremfører synspunkter som kun meget få af P1’s lyttere kan se på med andet end foragt. Klogt, vil jeg kalde det – men ikke balanceret journalistisk eller politisk.