Tre mænd i Århus har – måske – planlagt at myrde en bladtegner. Heldigvis blev mordet – måske – forhindret af politiets indgriben. Når der står måske i de to foregående sætninger, så er det fordi vi indtil videre kun har Politiets Efterretningstjenestes ord for, at det forholder sig sådan.
Normalt ville folk, der er mistænkt for at planlægge et mord, blivet sigtet og stillet for en domstol, som så ville tage stilling til sagens beviser. Det vil imidlertid ikke komme til at ske i den foreliggende sag. Til TV-avisen i aften forklarede en repræsentant for PET, at man ikke ønskede sagen for en domstol, fordi man så måske kunne komme til at røbe noget om tjenestens arbejdsmetoder.
Det betyder imidlertid ikke, at de tre anholdte så bliver sat på fri fod. De to af dem er nemlig ikke danske statsborgere. De bliver nu administrativt udvist af Danmark, hvor de har boet 7-8 år og har familie. En ganske hård straf.
Måske har PET ret og de tre mistænkte er skyldige. Måske har PET blot fundet en fjer, som man af politiske årsager har blæst op til tre høns. Det er sådan set ikke afgørende. Det afgørende er, at det slet ikke burde være PET (med justitministeren som gummistempel) som uden bevisførelse kan dømme folk til udvisning. Det burde være en sag for domstolene. Hvis PET har et problem mht. at afsløre deres arbejdsmetoder, så kan man jo føre retssagen for lukkede døre.
Religiøs fanatisme er ikke min kop the. Og naturligvis skal politiet slå til mod mulige kriminelle. Men i et retssamfund skelner man altså skarpt mellem den dømmende og den udøvende magt. Man går også ud fra at folk er uskyldige indtil det modsatte er bevist. Og man dømmer ikke uden beviser.
I den såkaldte kamp mod terror er vi ved at sætte grundlæggende retsprincipper over styr. Dansk Folkeparti har allerede krævet nye, strammere anti-terrorlove. Men jo mere vi sælger ud af det vi burde forsvare, jo mere går vi i virkeligheden fundamentalismens ærinde.