Fidel Castro har trukket sig tilbage som Cubas politiske leder. Som forventelig – og rimeligt nok – har medierne været stærkt optaget af at skrive historiens dom over Fidel. I DR’s Tv-avis havde man bedt en ambassadør om at udtale sig som den første. Ikke Cubas, men USA’s. Det kan man så tolke som man vil…
For godt 20 år siden deltog jeg i en international studenterkongres i Havanna. En af dagene dukkede Fidel Castro pludselig op, i øvrigt i følgeskab med Gabriel García Márquez. Fidel kastede sig ud i en af sine berømte og berygtede timelange taler. Det var en fascinerende oplevelse. For det første fordi manden er et ikon. For det andet fordi Castro ikke bare var velformuleret, men også velorienteret. En politiker og statsleder som talte om international økonomi og udviklingspolitik med lidenskab og engagement – men også med en høj grad af indsigt og viden.
Det er dog næppe blot hans personlige karisma, som har holdt Fidel Castro ved magten i alle disse år. Cuba er et fattigt tredjeverdensland – bruttonationalproduktet pr. indbygger er 15 gange større i Danmark end i Cuba. Den økonomiske udvikling har haft svære vilkår, ikke mindst som følge af USA’s mangeårige økonomiske blokade. På trods af det er Cuba, målt på indikatorer som uddannelse, sundhed og ligestilling, faktisk på niveau med Danmark og andre økonomisk højtudviklede lande. Cubanerne er med rette stolte af de resultater, som revolutionen har medført for deres basale levevilkår.
Der er imidlertid ingen tvivl om, at Castros styre har et mildt sagt anstrengt forhold til politisk pluralisme. Indenfor den etablerede politiske struktur er der plads til nogen diskussion om mål og midler. Men alternative, politiske organisationer bliver knap nok tålt. Tværtimod bliver oppositionelle udsat for forfølgelse og ifølge Amnesty International er der p.t. mindst 69 politiske fanger i Cuba. Tidlige var også homoseksuelle og aktive kristne udsat for forfølgelse. På de punkter er der dog efter sigende sket klare forbedringer i de senere år.
Manglen på demokrati er stærkt bekymrende. Ikke bare fordi man naturligvis må være imod politisk forfølgelse af anderledes tænkende. Men også fordi et land som vil udvikle sig har brug for en levende, demokratisk debat. Det gælder ikke mindst et land, som kalder sig socialistisk – er der noget vi kan lære af Sovjetunionens og de østeuropæiske landes historie, så må det være at socialisme uden demokrati ikke kan fungere i det lange løb. For den Cubanske socialismes egen skyld – og for det eksempel den udgør for andre lande i regionen – kan man kun håbe, at der snart vil ske politiske reformer.
Men hvad skal man så mene, når det samlede regnskab skal gøres op? Man kan jo f.eks. spørge sig selv: hvor ville du helst bo og leve – på Cuba eller i et af de caribiske nabolande som f.eks. Haiti, hvor USA har haft rig lejlighed til at sætte sine fingeraftryk? For mit eget vedkommende er jeg ikke et sekund i tvivl.
En kommentar til “Fidels arv”