Samfundssind

Demo
Sundhedspersonale demonstrerer d. 17.4.

Nu må det være på tide, at de offentligt ansatte viser samfundssind og dropper deres helt ublu lønkrav! Har de ikke hørt økonomerne forklare, at dansk økonomi er på vej mod overophedning? Kan de ikke forstå, at der en grænse for hvor meget privatforbruget kan stige? Der skal jo være plads til, at vi kan forbruge de små 10 mia. kr., som regeringen har givet os i skattelettelser. Der skal også være plads til, at vi boligejere kan bruge de mange milliarder som vi har fået gennem de seneste år, i form af skattefrie, samfundsskabte værdistigninger. Så er det da klart, at der ikke er også er plads til at sygeplejersker og SOSU-assistenter kan sætte privatforbruget yderligere i vejret – det ville da være helt uforsvarligt!

Hvad er det også for en mani med, at offentlige ansatte tror de skal ha’ lige så meget i løn som privatansatte? Enhver ved jo, at det er i det produktive, private erhvervsliv værdierne skabes mens det offentlige bare er til for at bruge løs af skatteydernes penge. Skulle de der bare underviser vores børn ha’ lige så meget i løn, som de der finder på de reklamer, der skal opdrage dem til gode forbrugere? Skulle de der er ansat til at passe på de gamle virkelig ha’ lige så meget i løn, som de der er ansat til at passe på vores penge? Skulle de der går og pusler om de syge ha’ lige så meget i løn som de der pusler om vores biler? Det ville da virkelig være den omvendte verden! Det kan da kun være socialistiske ballademagere der får den slags ideer….

Skriv en kommentar