Kur mod Lightroom blues

I posten “Lightroom blues” klagede jeg min nød over LR’s manglende evner ud i JPG-eksport. Det fik Carsten Fredsted til at foreslå en løsning, som ved nærmere eftersyn ser ud til at virke rigtig godt.

Løsningen består af to trin: først installerer man programmet Mogrify. Mogrify er et program, som indeholder en masse muligheder for at konvertere fra et billedformat til et andet. Det specielle ved Mogrify er, at det er et kommando-baseret program.

Andet trin består derfor i, at installere en plug-in til LR, kaldet LR/Mogrify. Herefter er der adgang til alle funktionerne i Mogrify gennem dialogbokse, direkte inde fra LR’s eksport-menu.

Det betyder i praksis, at man kan springe LR’s JPG-konvertering over. Man eksporterer bare som TIFF, hvorefter Mogrify snupper TIFF-filen og automagisk transmogriffer den til en JPG med den pixel-størrelse, skarphed og komprimering man har valgt på forhånd.

Her er billedet fra den oprindelige post, men denne gang eksporteret fra LR ved hjælp af LR/Mogrify. Som det ses, er resultatet langt bedre end med LR’s indbyggede JPG-konvertering:

LR/Mogrify version
Mogrify export fra Lightroom

Man kan selvfølgelig konvertere en hel bunke billeder på en gang. Dog er den version af LR/Mogrify som man downloader i første omgang begrænset til 10 billeder af gangen. Donerer man et valgfrit beløb til programmøren får man adgang til en ubegrænset version.

Det hører med til historien, at LR/Mogrify også kan arbejde sammen med andre plug-ins, som f.eks. den her, som tillader at eksportere direkte til Flickr.

Alt i alt: stærkt anbefalelsesværdig.

Skriv en kommentar