Teenager bøvl

Denne lille fyr var i problemer forleden. Han er født og opvokset i den mejsekasse, som hænger i det æbletræ hvortil også min hængekøje er fastgjort.

I mandags havde han så nået teenager-alderen (bemærk det typiske teenager ansigtsudtryk) og besluttet sig for, at ta’ de første skridt – eller rettere bask – ud i den store verden.

Det gik ikke så godt. Faktisk måtte jeg gribe ind med en hjælpende hånd et par gange – som f.eks. da han var fløjet ind i drivhuset, og havde fået den ene fod i klemme mellem to stykker glas.

Og hvad var så takken for hjælpen? At han okkuperede min hængekøje! Typisk teenager.

Efter at ha’ flakset rundt nogen tid blev han heldigvis træt. Han satte sig i en salviebusk. Og efter nogle minutters ynkelig pipperi kom mor (eller var det far?) forbi med aftensmaden. Så var der atter fred i haven – pyha….

Skriv en kommentar