Vogternes råd

I nogle lande har man særlige politiske eller religiøse organer, som helt egenrådigt og uden appelmulighed kan udstede dekreter om dette og hint. Den slags har vi heldigvis ikke haft i Danmark siden enevældens tid. Til gengæld har vi Dansk Folkeparti. Og DF er tilsyneladende ved at udvikle sig til en helt særlig, dansk udgave af Vogternes Råd.

Først var der sagen om en 11-årig knægt, som på en sommerskole i en ungdomsklub fremførte en rap-tekst der bl.a. indeholdt linierne: “Jeg har en enkelt patron for Messerschmidt, for han snakker masser shit”. Det kom Morten Messerschmidt for øre – og få dage efter var der lukket og slukket for rap-skolen.

Så var der sagen om den muslimske kvinde, som var aktiv i Hjemmeværnet. På Værnets officielle hjemmeside blev hun fremhævet som en rollemodel for integration. Men desværre fremgik det også, at hun bar tørklæde mens hun var i uniform. Det kom Pia Kjærsgaard for øre – og få dage senere var kvinden smidt ud af Værnet på røv og albuer og historien fjernet fra hjemmesiden.

Vi har efterhånden vænnet os til, at Venstre og Konservative på Christiansborg uden blusel danser efter Dansk Folkepartis pibe. Hvis DF vil ha’ en stramning hist eller et forbud her, så får de det som regel – for de er jo regeringens parlamentariske grundlag.

Det særlige ved de to sager er imidlertid, at det ikke er en politisk beslutning på Christiansborg der har lukket rap-skolen eller udelukket tørklæder i Hjemmeværnet. Det er klubben og Værnet der selv har skyndt sig at ta’ DF’s holdninger til efterretning og handlet derefter.

De har fatte pointen: Når vi nu alligevel ved, at hvad DF siger nok skal blive lov på et eller andet tidspunkt, så er der jo ingen grund til at vente på den politiske proces. Vi kan lige så godt undgå videre vrøvl og rette ind med det samme: er Morten blevet fornærmet over, at en knægt i Århus har sagt noget grimt i ungdomsklubben? Jamen så stopper klubben da bare selv rap-skolen. Vil Pia ikke ha’ muslimer med tørklæde i Hjemmeværnet? Jamen så smider værnet dem da bare selv ud….

Vogternes Råd har talt.

Skriv en kommentar