Jeg forstår godt, at Det Kongelige Teater protesterer. Generelt er kulturinstitutionernes ansatte og ledelser alt for passive, når vi rammes af sparekniven, og for dårlige til at fortælle om hvad det medfører. Det er i sidste ende et svigt overfor borgerne, for hvis ikke borgerne kender de reelle konsekvenser af den førte kulturpolitik, så kan de jo heller ikke tage stilling til, om der prioriteres rigtigt.
Men når jeg læser om eksemplerne på, hvordan Det Kongelige Teater skal spare, så får jeg en underlig følelse af deja-vu: den andel af personalet, man må undvære, svarer nemlig stort set til den andel vi mistede allerede sidste år på Nationalmuseet, hvor jeg selv er menig medarbejder. Teatret bebuder færre forestillinger. På Nationalmuseet har vi for længst halveret antallet af særudstillinger. Teatret mener ikke, man kan spille på internationalt niveau med et mindre operakor. På Nationalmuseet er der ingen nedre grænse for, hvor få medarbejdere man kan klare sig med, og stadig kalde sig et museum i international klasse.
Vil vi have opera og ballet koster det penge – sådan må det være. Og det koster nu en gang mere at sætte Wagner op, end at arrangere en blues-koncert. Men vi må også forholde os til det faktum, at Det Kongelige Teater er den kulturinstitution, der modtager suverænt flest støttekroner pr. bruger. Som Politiken tidligere har vist, så betaler det offentlige typisk 4 gange så meget for hver besøgende i operaen eller balletten, som man betaler for andre teaterbesøg, og 6-12 gange så meget som man betaler pr. besøgende på de store museer.
Nu protesterer tidligere medlemmer af teatrets bestyrelse og en tidligere operachef. Jeg mindes ikke, at bestyrelse og chefer før har rejst tvivl om, hvor vidt det nu var en god idé at investere så massivt i mursten, som teatret gjorde i 00’erne? Tværtimod er det som om man i de gode tider bare byggede, med forventning om at de dermed forøgede driftsudgifter nok skulle blive dækket ind.
I årevis har skiftende regeringer langsomt, men systematisk beskåret de statslige kulturinstitutioners basis-bevillinger. Selv i de fede tider, hvor nationen ellers hyggede sig med stigende friværdier og privatforbrug. Når politikere og kulturskribenter, som i øvrigt varmt har støttet den førte politik, nu pludselig springer i harnisk for Det Kongelige Teater, så virker det ærlig talt en smule patetisk.
Det er som om kulturpolitikken er degenereret til en stoleleg. I den er det lige nu Det Kongelige Teater, som er havnet på den tomme plads. Det er surt, men det ville være en ulykke, hvis teatret som den stærke dreng i klassen fik held til at skaffe sig en stol, ved at skubbe en af de andre ned på gulvet.
I stedet er der brug for et markant økonomisk løft af den samlede kulturpolitik, kombineret med en bred folkelig og faglig diskussion af prioriteringer. Primært fordi kulturen er afgørende for vores individuelle og kollektive selvforståelse, og dermed i sidste ende også for vores evne til aktivt at forme fremtiden. Sekundært fordi oplevelser og kultur er et oplagt satsningsområde i fremtidens økonomi.
Bragt som debatindlæg i Politiken, d. 13.01. 2012