Color-Ultron

Jeg har rodet lidt med et nyt objektiv. Det vil sige: helt nyt er det nu ikke. Det er en Color-Ultron 1.8 / 50 fra Voigtländer, et firma der blev grundlagt i Wien i 1756, hvilket efter sigende gør det til verdens ældste optiske varemærke.

Min optik er dog kun knap 40 år gammel. Den er fra en periode hvor Voigtländer var ejet af Rollei, men er baseret på et design fra Carl Zeiss, den tidligere ejer af mærket. På trods af sit navn og arv, er min optik dog fremstillet i Singapore, ikke i Tyskland.

Men den har alle de egenskaber som kendetegner en klassisk 50 mm optik fra film-æraen: lysstærk, skarp og en solid konstruktion i metal. Denne udgave er med M42 standard-gevind til montering. Den kan bruges på en moderne DSLR med bajonet-fatning, som min K-5 II, ved hjælp af en adapter – i dette tilfælde en M42 til K-mount.

Color-Ultron på min K-5 II

Color-Ultron på min K-5 II

Det ville ikke være fair at bedømme en optik som denne fra kun et par dages brug. Især ikke på denne tid af året, hvor vi knap nok ser solen og de fleste billeder derfor er taget i gråvejr eller mørke. Men mit første indtryk er positivt: den tegner tilsyneladende skarpt, har meget god kontrast – sikkert en arv fra Zeiss – og jeg synes i det hele taget godt om resultaterne indtil videre.

Objektivet har auto-blænde, der, som med de fleste M42’er styres af en lille pind der stikker ud på bagsiden af objektivet. Men ved brug af en adapter er der intet til at aktivere pinden, så den skal trykkes i bund og fastholdes på en anden måde. Jeg fandt ud af, at den kan trykkes ned og vippes lidt ind under pladen der dækker objektivets bagside, og derefter fastgøres med en dråbe lim.

Objektivets bagstykke + adapteren

Objektivets bagstykke + adapteren

Med det klaret, kan objektivet monteres og blænden indstilles ved at dreje på blænderingen. Med andre ord: der kan kun fotograferes ved arbejdsblænden. Det betyder desværre i praksis, at søgerbilledet bliver meget mørkt ved de mindre blændeåbninger, hvilket kan gøre det meget svært at fokusere.

På den anden side er dybdeskarpheden meget lille ved de store blændeåbninger, især ved lille afstand til motivet. Det kan være meget fint, for eksempel til portrætter. Men det betyder også, at nøjagtig fokusering bliver kritisk.

Kort sagt: dette objektiv er en skønhed, men det er godt nok besværligt at bruge.

Faktisk har jeg en anden manual 50 mm optik, som er om ikke helt så dog næsten lige så gammel som Voigtländeren: en SMC Pentax-A 1.4. Det har måske ikke helt den samme kontrast, og jeg kan ikke afvise at det er en lille bitte smule mindre skarpt ved største blændeåbning. Men det er stadig et godt objektiv og endda 0,4 blænde hurtigere. Fokus-ringen bevæger sig også mere jævnt og præcist. Og vigtigst: den har K-bajonet, hvilket betyder at den passer til min K-5 II helt uden brug af adapter og med fungerende auto-blænde.

I praksis vil jeg derfor nok vælge Pentax’en frem for Voigtländeren i 9,5 tilfælde ud af 10. Men hvorfor så have besværet med at få Voigtländeren til at fungere på mit nuværende kamera? For at være ærlig: primært af nostalgiske årsager. Det var det objektiv som sad på mit allerførste spejlreflekskamera, et Voigtländer VSL-1, som jeg købte tilbage i 1976 da jeg var 14 år gammel. Det tjente mig godt i mange år, men i hen ved tre årtier har det ligget og samlet støv. Det var en fornøjelse at kunne montere denne gamle ven på en moderne DSLR og bringe den tilbage til aktivt liv, om end kun for en stund.

Her følger nogle billeder taget med Color-Ultronen. For de fleste har jeg ikke fået skrevet blænde og andre detaljer ned, og de er alle redigeret i Lightroom. Det er altså ikke egentlige test-fotos – bare eksempler på praktisk brug:

Stilleben

Cafe

Nørreport

Fotografering af brændte mandler

Emil

Skriv en kommentar