Der er i ugens løb skrevet en hel del i pressen om Karen Jespersens bemærkelsesværdige politiske karriere: fra ledende Venstresocialist over højtstående Socialdemokrat til minister for Venstre – Danmarks liberale parti. Det er da også en politisk rejse, som kan gøre os mindre ånder helt svimle. Men grundlæggende synes jeg nu ikke man skal klandre folk for at skifte politisk standpunkt. Faktisk synes jeg det er en kvalitet hos politikere, at de tør erkende at virkeligheden måske er en anden end de troede, og justere deres synspunkter derefter. Det er ingen skam at blive klogere.
Nu er der så nok dem der vil mene, at det i tilfældet Karen Jespersen slet ikke handler om at være blevet klogere. Hun er, hævder onde tunger, blot en opportunist som simpelthen tiltrækkes af den politiske magt. Men det er ikke sandt – i hvert fald ikke ifølge Karen Jespersen. I forbindelse med sin indmeldelse i Venstre har hun udtalt: “Jeg står grundlæggende for de samme ting, som jeg hele vejen igennem har stået for”. Og: “Det er ikke mig der har ændret holdning, det er venstrefløjen”.
Det er jo klar tale. Men det rejser også nogle interessante spørgsmål til statsministeren. For som bekendt er Fogh Rasmussen jo normalt uden nåde, når det gælder om at rive gamle venstrefløjsfolk fortidens synder i næsen. Eksempelvis har han givet udtryk for, at Enhedslistens Frank Aaen ikke har nogen moralsk ret til at stille kritiske spørgsmål om USA’s behandling af krigsfanger, fordi samme Frank Aaen i sin fortid har støttet Sovjetunionen.
Nu har vi altså en minister for Venstre, som offentligt har givet udtryk for at hendes politiske grundholdning i dag er den samme, som da hun for 30 år siden var medlem af Venstresocialisterne. Selv om jeg tror det bliver svært for Karen, så må jeg beundre hendes mod til at kæmpe videre for socialismen og verdensrevolutionen, også som medlem af Venstre. Der er noget smukt over folk, der står fast på idealerne mod alle ods – især når det er idealer, man selv deler.
Men hvad mon Fogh Rasmussen siger til det?