Fra tortur-smæderi til ophavsrets-ævl

Dansk Folkepartis Søren Krarup har i forbindelse med en folketingsdebat beskyldt Enhedslistens Frank Aaen for at have en fortid som torturbøddel i Afghanistan. Efterhånden er vi jo vant til lidt af hvert fra den kant, når det gælder bizarre udfald mod politiske modstandere, så det kalder måske mest af alt på en stille hovedrysten. Hvad der er mere bemærkelsesværdigt er, at også Anders Fogh Rasmussen, omend indirekte, har fremført de samme beskyldninger. Landets statsminister mere end antyder altså, at et Folketingsmedlem har deltaget i tortur. Det er en alvorlig sag, så man må formode at Fogh har belæg for sine beskyldninger.

Det har han så bare ikke. Nyhedsavisen har sat sig for at undersøge sagen og er kommet frem til, at de politikere fra Venstre og DF som har ført an i rygtesmedjen alle henviser til én og samme kilde: en seks år gammel kronik i Berlingske Tidende. Kronikkens forfatter henviser her til, at Frank Aaen i 1980 rejste til Afghanistan som skribent for det kommunistiske studenterblad “Røde Blade”. Her interviewede han bl.a. en egypter som sad som krigsfange i et afghansk fængsel, og som ifølge Aaen vedgik at have arbejdet for CIA. Det er dette interview, som i kronikforfatterens udlægning “betænkeligt nærmer sig tortur”. Det er så i Søren Krarups gendigtning blevet til, at Aaen “selv har deltaget i tortur i Afghanistan”, mens statsministeren mere forblommet nøjes med at tale om Aaens “erfaringer” med tortur.

Kronikforfatterens eneste kilde er i øvrigt Aaens egen artikel i “Røde Blade”. Hun har eksempelvis ikke talt med andre, som var sammen med Aaen på turen til Afghanistan eller til stede da interviewet fandt sted. Nyhedsavisen har vist interviewet til danske tortureksperter, og spurgt om deres mening. Hertil svarer Tue Magnussen fra Rehabiliteringscenteret for torturofre: “Frank Aaen maler i artiklerne et skønmaleri af situationen i Afghanistan, og det kan man kalde naivt, ukritisk og dårlig journalistik. Men man kan på ingen måde tale om, at Frank Aaen har medvirket til tortur”. En tilsvarende melding kommer fra Heidi Steffensen, afdelingen for Holocaust- og Folkedrabsstudier på Dansk Institut for Internationale studier (DIIS).

Ifølge menneskerettighedseksperterne var der altså tale om et interview, som intet havde at gøre med tortur. Derimod var Frank Aaen nok politisk naiv og forsvarede et regime, som utvetydigt begik overgreb på menneskerettighederne. Hvad det angår, var vi mange som var naive i forhold til Afghanistan i 1980’erne – og det på begge politiske fløje. Således blev der i 1988, på initiativ af Venstres Ungdom og Konservativ Ungdom indsamlet et større støttebeløb til de islamiske fundamentalister, som bekæmpede den Sovjetstøttede regering i Kabul. I den kamp holdt de såkaldte mujaheddiner sig på ingen måde tilbage for massakrer på uskyldige civile og andre overgreb. Daværende VU-formand og nuværende Venstre-minister Lars Løkke Rasmussen tog selv til Afghanistan for at aflevere pengene. I den anledning blevet der taget et rørende billede af Løkke Rasmussen klædt ud som mujaheddin, komplet med AK47-riffel. Tænk hvilke historier der kunne digtes om Lykke Rasmussens escapader som hellig kriger i Afghanistan ud fra det billede, hvis man tog lige så let på bevisførelsen som de borgerlige i sagen om Frank Aaen…

De førnævnte menneskerettighedseksperter undrer sig over, hvorfor de borgerlige politikere ikke har meldt Frank Aaen til politiet, hvis de virkelig selv tror på deres anklager. Jeg undrer mig over, at landets statsminister uantastet kan slippe afsted med, fra Folketingets talerstol, at pådutte et medlem af tinget en så alvorlig forbrydelse på så mangelfuld et grundlag. Men det er måske sigende for det niveau som statsministeren efterhånden har sænket den politiske debat her i landet ned på.

Hele sagen har i øvrigt fået et tragikomisk efterspil: på den stærkt højreorienterede blog Uriasposten har bloggeren, som led i polemikken, gengivet en af Nyhedsavisens artikler i en formindsket affotografering. Det har fået en journalist og en fotograf fra avisen til at kræve godtgørelse for overtrædelse af deres ophavsret. Som svar herpå har der rejst sig en mindre storm i blogosfæren, idet bloggere fra både højre og venstre side er gået til forsvar for Uriasposten. Sagen er, som det f.eks. kan ses på Modspil.dk, blevet gjort til et spørgsmål om at forsvare blog-mediet mod grådige og selvtilstrækkelige nyhedsmedier.

Sådan kan venstrefløjen altså selv bidrage til at afspore en vigtig, politisk debat. I stedet for at kritisere højrefløjens mere og mere tyndbenede og skingre argumenter for deres krigsførsel her og hisset, skal vi bruge tiden på et perifert slagsmål om ophavsret? Sørgeligt.

2 kommentarer til “Fra tortur-smæderi til ophavsrets-ævl”

  1. Du har helt ret i det utilstedelige i, at Fogh smider udokumenterede torturrygtet efter Fran Aaen, og det er helt rigtigt set, at her er der en god journalistisk historie.

    Jeg mener også, at det er godt at Nyhedsavisens Knud Brix (om ikke andre) har forfulgt sagen, omend jeg ikke mener, den pågældende artikel er specielt kompetent – det er således ikke særligt begavet at fremhæve, at påstanden nu også har fundet vej til et “populært Internetleksikon” – hvis Brix eller andre finder noget forkert i Wikipedia og ligger inde med de rigtige oplysninger, er den rigtige reaktion at rette fejlen, ikke at skrive om det i avisen …

    Men Brix har så blot med sit krav mod Uriasposten gjort det til et spørgsmål om noget helt andet, nemlig: Er lov om ophavsret til for at lukke munden på vore politiske modstandere, når de tager til genmæle mod, hvad vi selv skriver om dem?

    Og jeg mener, at det er, hvad Brix har forsøgt her – medmindre der virkelig er tale om “Knud Brix’ Feriefond”. Og optrapningen til “ophavsret” har så åbnet en helt anderledes can of worms, som ultimativt truer den frie debat på Internettet. Og det er noget skidt … men den skyldige i dette er ikke Uriasposten (som jeg, tro det eller lad være, ikke nærer megen sympati for – jeg kunne godt bruge stærkere ord end det), men Brix’ tåbelige (forsøg på) misbrug af ophavsretten til noget helt andet, end den oprindelig var beregnet til.

  2. Hej Carsten

    Som jeg også har skrevet på din egen udmærkede blog, så er jeg ikke enig i din – og tilsyneladende en hel masse andre bloggeres – opfattelse af sagen mellem journalist Knud Brix og Uriasposten.
    Den handler ikke om at true den frie debat – for det første fordi loven netop giver Uriasposten fri ret til at citere fra artiklen til brug for debat, for det andet fordi vi lever i en verden med hyperlinks: hvis Uriasposten vil vise læserne hele artiklen kunne man jo bare linke til Nyhedsavisens egen netudgave.
    Der er naturligvis mange nuancer i sagen om Uriasposten – burde Knud Brix ikke ha’ startet med at kræve billedet fjernet, inden han for frem med erstatningskrav? Hører hele sagen ikke ind under bagatelgrænsen? O.s.v. Men det ændrer ikke ved det principielle: Sagen handler simpelthen om at Uriasposten har planket et materiale, som man ikke har ophavsret til.
    Personligt er jeg grundlæggende tilhænger af ophavsretten som princip. Det skyldes ikke så meget økonomi som det at jeg mener, at skaberen af et værk – en tekst, et foto eller andet – har en moralsk ret til at bestemme hvordan værket bruges.
    Historien om fotografiet af Løkke Rasmussen som mujaheddin, som jeg linker til i min post, har netop også den vinkel: fotografen, som tog billedet, ville i en årrække ikke tillade at billedet blev brugt i medierne, fordi han ikke ville bidrage til kritikken af Løkke Rasmussen (Han har dog ændret holdning efter Irak-krigen). Det synes jeg er ærgerligt – men jeg må respektere det, for det var nu en gang hans billede.
    Der findes mange eksempler på, at ophavsretten forvaltes på en urimelig måde. De fleste er dog fra USA, hvor man har et grundlæggende andet ophavsretsligt princip end i Europa: mens det hos os er skaberens rettigheder der er udgangspunktet, så er det i USA ejeren af værkets rettigheder. Derfor har man eksempelvis set pladeselskaber, som har sagsøgt musikere for at sample fra andre kunstneres værker, selv om den oprindelige kunstner faktisk synes samplingen var i orden.
    Derfor kan der – i en global medieverden – være god grund til at diskutere den måde ophavsretten forvaltes på, og foreslå ændringer som f.eks. Creative Commons licenser.
    Men Uriaspostens sag er bare ikke nogen god grund.

Skriv en kommentar