Bernd Becher, 1931-2007

Bernd Becher er død, 75 år gammel. Sammen med sin kone og kollega Hilla, blev Becher berømt for sine sort/hvide fotos af industrielle bygninger og strukturer. Ikke mindst vandtårne var i parrets søger. Meget lidt spektakulære motiver, fotograferet i en nøgtern og prunkløs stil, ofte i serier. Ved første øjekast et kedeligt motivvalg, fastholdt gennem 40 år på en måde som nærmer sig det monomane.

Men ser man nærmere efter, åbner der sig en sært fascinerende verden af upåagtet skønhed. Selv vandtårne kan ha’ personlighed og beton kan være smukt! Opmuntrende tanke, at der findes en skønhed i det trivielle og upåagtede, hvis bare vi kigger grundigt nok. Bernd Becher var en man med en idé som han fulgte så konsekvent, at omverdenen til sidst måtte lade sig overbevise. Respekt for det.

The Online Photographer ses et godt eksempel på Bernd og Hilla Bechers værk. I 2004 modtog de i øvrigt Hasselbladprisen.

Vandtårn, Ostiense, Rom
En lille hilsen til Bernd Becher: Vandtårn i det gamle fødevaremarked, Ostiense, Rom, 2006

Skriv en kommentar