Nok om hverdagen

Sociologen Henrik Dahl har udgivet en ny bog, med titlen “Den usynlige verden”. Jeg har endnu ikke læst Dahls bog, kun et interview med forfatteren i Weekendavisen. Desuden har jeg hørt ham fortælle om den i dag i P1. Det er derfor muligt jeg gør Dahl uret. Men som jeg har forstået hans ærinde, så mener han vi mangler sprog og begreber til at tale om hverdagen fordi den er overset i kunsten. Som han sagde i P1 (frit efter hukommelsen): hvis vi vil vide noget om menneskehedens erfaringer med kærlighed, jalousi og had kan vi læse en roman af Tolstoj. Men hvor er den store, episke fortælling om at slå sin græsplæne? Hvor er den gribende, musikalske fortolkning af en tur med S-toget?

Dahl har sikkert ret i, at hverdagen i forstadskvarteret ikke er et dominerende tema i den såkaldte finkultur. Men nu er de finkulturelle genrer jo ikke alene om at italesætte livet og døden. Når jeg åbner for min radio vælter det f.eks. ud med små, søde popsange om pizza-bude og Nettopiger. Når jeg tænder for mit TV er det fyldt med udsendelser om havedyrkning, boligindretning og dokudramaer om folk der forsøger at tabe sig. Øverst på boghandlernes bestsellerlister ligger livsstilsmanualerne – kun truet af svenske krimier, hvis plot for en stor dels vedkommende er tæt sammenvævet med historier om midaldrende, veluddannede kvinders problemer med mænd, børn og karriere.

Der er med andre ord hverdag overalt. Som salig Dan Turell holder jeg faktisk af hverdagen. Men jeg bryder mig ikke om virkelighedsflugt. Vi lever i en tid, hvor trangen til tryghed af kyniske politikere konsekvent udnyttes til at oppiske frygt og foragt for alt hvad der er fremmed. Hvor krigen mod fattigdom for længst har veget slagmarken til fordel for krigen mod terror, både her og hisset. Og hvor stadig flere unge, danske mænd derfor vender hjem fra udlandet i body-bags.

Derfor vil jeg ikke ha’ mere hverdag i hverken kunsten, popsangene eller TV – jeg vil ha’ mindre. Jeg vil ha’ flere politiske rebeller i kunsten, flere magtkritiske intellektuelle i medierne og mere global solidaritet i det hele taget.

Til gengæld har jeg det fint med at slå min græsplæne helt uden finkulturel italesættelse.

En kommentar til “Nok om hverdagen”

  1. Jo, hverdagslivet er italesat til op over begge ører – men ofte udefra. Vi mangler at fortælle om og forstå, hvorfor hr og fru Danmark sidder i deres parcelhus i forstaden og stemmer på Pia – at forstå det. Og der ligger en stor opgave for både kunsten og kulturforskningen.

Skriv en kommentar