Kodachrome

Kodachrome, they give us those nice bright colours
They give us the greens of summers
Makes you think all the worlds a sunny day, oh yeah
I got a nikon camera, I love to take a photograph
So mama dont take my kodachrome away

Paul Simon

Nu sker det tilsyneladende snart: mor ta’r vores Kodachrome. I hvert fald hvis man tør tro en artikel fra pressebureauet AP som er gengivet i flere netmedier. Kodak har gradvist udfaset de forskellige udgaver af den kendte diasfilm, så der nu kun er 64 ISO versionen tilbage på markedet. Ifølge den nævnte artikel vil der imidlertid heller ikke blive produceret mere af denne udgave, når de eksisterende lagre er tømte. Dette vil Kodak dog hverken be- eller afkræfte. Kodak har imidlertid også lukket de laboratorier, hvor man fremkaldte filmen – en ret kompliceret proces, som lokale fotohandlere ikke kan overkomme. Der findes således kun et enkelt, uafhængigt laboratorium i USA som stadig mestrer processen, og hvortil Kodachrome-film fra hele verden må sendes til fremkaldelse. Det er derfor under alle omstændigheder næppe sandsynligt, at Kodachrome overlever ret meget længere.

For mig personligt vækker Kodachrome nostalgiske minder fra før digitalæraen. For ikke-fotonørder kan det sikkert forekomme ret uinteressant, at en bestemt filmtype afgår ved en stille død. Men der var en gang, hvor Kodachrome ikke var det nicheprodukt det nu er reduceret til.

Da Kodak lancerede den som 35 mm film i 1936 (den var blevet lanceret som 16 mm til levende billeder året før) var det en revolution: verdens første masseproducerede farvefilm. Ganske vist var fremkaldeprocessen som nævnt ret krævende, men filmen leverede hidtil uset klare farver. Det skulle i øvrigt også vise sig, at holdbarheden af den fremkaldte film var god.

I 1937 lancerede tyske Agfa ligeledes en farvefilm, som udmærkede sig ved en mindre kompliceret fremkaldeproces. I en kort tid var der en vis konkurrence mellem de to. Men med anden verdenskrig blev det sejrherrernes fotografer, som vandt slaget om medierne – og de brugte Kodachrome. Med den kolde krig blev det endeligt afgjort: Kodak leverede farverne til vores verdensbillede.

Det kan man bl.a. se i Els Rijpers fascinerende bog Kodachrome – the american invention of our world 1939-59 (New York, 2002). Bogen rummer en lang række tidstypiske farvefotos. Ikke nødvendigvis store mesterværker, men et bredt udsnit af de billeder der fyldte de trykte medier: verdenskrigens afslutning, amerikanske filmstjerner, sportsfolk, dollargrin og jetfly, Koreakrig – og en ung Elvis Presley.

Naturligvis alt sammen i strålende farver – Makes you think all the worlds a sunny day...

3 kommentarer til “Kodachrome”

  1. Jeg har aldrig selv arbejdet med lysbilleder. Til gengæld var min far stor lysbilledentusiast i 60’erne og 70’erne. Jeg husker desværre ikke, hvilke film han benyttede, men da han aldrig har været nærig når det gjaldt hobbies, kan han meget vel have brugt Kodachrome.
    I de lange vinteraftener sad han så ved familiens eneste skrivebord med en masse strimler lysbilledfilm og en stak rammer, de skulle sættes i. Han havde sådan en klap-sammen-ting, som meget præcist udstansende filmen til stykker af passende størrelse. Om de blev sat fast i rammen i samme arbejdsgang, kan jeg ikke huske, men nogen gange var der gået kage i forside og bagside, så billeder var spejlvendte. Personligt ville jeg nok bare have drejet lysbilledet i kassetten, men sådan skulle det ikke være. Rammen skulle åbnes, så alle billederne vendte korrekt i forhold til den lyse og den mørke side af rammen. Det blev altsammen kontrolleret i en lille grøn preview-kasse, hvor man stoppede lysbilledet i.
    Når han så havde sidet x-antal vinteraftener, blev stativlærredet stillet op og stuen blev mørkelagt. Så var der ellers lysbilledshow med fotos fra ferien og andre begivenheder i årets løb.
    Jeg husker billederne fra min søsters barnedåb. En svedende varm og lidt langtrukken dag i 1970, hvor alle familiens kvinder var så lårkorte, at det ville få en moderne teenager til at rødme. Vores gamle hunde. Undertegne som ivrig badegæst ved diverse strande. Billedet af min far siddende på køleren af sin bil, hvor han afprøver sin nyindkøbte kikkert, men hvor alle tror, han sidder og drikker øl. Mange familie-endagsture i 60’erne med madkurv rundt til kønne steder: Langeland, Mols Bjerge, Vesterhavet, Juelsminde, Lillebælt. Jeg kørte altid med i min onkels matblå folkevogn, hvor jeg lå i dén der fordybning, der var ved bagruden. Det var forøvrigt dengang, da der stadig lå små ishuse selv langs almindelige landeveje. Her kunne en familie skaffe sig en indkomst i sommermånederne med mor ved disken og ungerne, der slæbte is og ryddede op rundt om skuret. Nogle steder kunne man endda få nystegte pølser og sodavanner.
    Paul Simon har fuldstændig ret: Livet ser meget bedre ud i farver.

    I øvrig byttede min far alt sit lysbilledgrej bort i 80’erne. I stedet fik han et hypermoderne kamera af mærket Yashica med autofokus og DX-system, der selv kunne fornemme, hvilken film, man stoppede i. Han bruger det forøvrigt endnu, men er så småt begyndt at mumle lidt om et digitalkamera.

  2. Skræmmende som dine barndomsminder minder om mine 😉
    Min far var også stor lysbilled-entusiast. Dog fik han af en eller anden grund aldrig anskaffet den der smarte film-klippe-ting. I stedet blev min mor indforskrevet som assistent, når spisebordet blev ryddet i de lange vinteraftener, og saks, pudseklud og de røde og sorte æsker med Gepe dias-rammer blev fundet frem. Og jeg fik besked på ikke at lave rod i noget.
    Dog var min barndom ikke i Kodachrome men i Agfacolor, som af en eller anden grund var min fars foretrukne film. Men der var under alle omstændigheder magi i luften, når lyset blev slukket og billederne blev blæst op i halvanden meters bredde på perleskærmen.
    Den slags tilbøjeligheder går åbenbart i arv. I hvert fald har jeg en større stak æsker med egne dias stående i mit skab. Men på et tidspunkt slog min kone i bordet, og sagde at nu var hun træt af alt det hiven lærred og projektor frem og strammen an, hver gang man ville se lidt billeder. Nu skulle der ta’s papirbilleder, sku’ der.
    Det var en ulykkelig tid. Fotohandlerens farvepapirbilleder var nogle små, gnidrede, kedelige nogen. Fint nok til moster Odas fødselsdag, men ubrugelige til ethvert seriøst formål.
    Så kom digitalkameraet, og nu kan man pludselig selv skrue op og ned for farverne som man er i humør til. Verden er atter lys og lykkelig…

Skriv en kommentar