Køn eller klasse?

I dag er det 8. Marts, kvindernes internationale kampdag.
Dagen blev indstiftet i 1910 på den internationale socialistiske kvindekongres, som blev holdt i København, i Folkets Hus på Jagtvej 69.

I dagens anledning er her et afsnit fra Arbejdernes historie i Danmark,
hvor jeg har skrevet om den gang arbejdeklassens kvinder begyndte at organisere sig – og de reaktioner de mødte fra deres mandlige kollegaer:

En vinteraften i 1898 var der medlemsmøde i tekstilarbejdernes fagforening i Odense. Emnet var kvindearbejde – men det var kun mænd, som deltog i diskussionen. Det fremgår af protokollen, at bølgerne gik højt. Nogle mandlige medlemmer blev bebrejdet, at de lod deres kone arbejde på samme fabrik som de selv. De gifte kvinder var løntrykkere, hed det sig, som ikke burde optage en mands arbejdsplads.

Socialdemokratiet gik, som det hed i det program som blev vedtaget i 1888, ind for ”Menneskers fuldkomne Frigørelse uden hensyn til Køn, Race eller Nationalitet”. Helt konkret krævede man samme valgret for kvinder som for mænd og samme løn for samme arbejde. Set i forhold til tidens øvrige politiske strømninger, var socialdemokraterne radikale tilhængere af lighed mellem kønnene i det offentlige liv. Når det kom til spørgsmålet om hvordan ligheden skulle praktiseres i familien, var sagen imidlertid mere kompliceret. Diskussionen blandt de odenseanske tekstilarbejdere afspejlede den udbredte holdning, at manden var familiens forsørger og at arbejderbevægelsens mål måtte være at skaffe ham en løn, som gjorde det unødvendigt for konen at arbejde ude. Den hjemmegående husmoder var idealet.

Det var imidlertid et ideal, som det kunne være svært at opretholde. I slutningen af 1890’erne udgjorde kvinderne ca. 20 % af alle industriarbejdere. Hertil kom andre typer af kvindeligt lønarbejde, f.eks. som tjenestepiger. I mange arbejderfamilier var kvindens indtægt – hvad enten den kom fra et fast arbejde på fabrik eller fra mere løse jobs som f.eks. vaskekone – af stor betydning for familien. Og de kvindelige eneforsørgere var naturligvis helt afhængige af deres egen indtægt.

En tekstilarbejder fortæller i sine erindringer om hvordan hans mor, efter faderens død i 1890, fik tilbudt arbejde på Rubens Dampvæveri:

…min Moder tog imod Tilbudet men Kors hvor min Fars Familie rasede, at hun vilde være Fabriksarbejderske. Men anvise nogen Udvej for hvorledes min Mor ellers skulde forsørge sig selv og 3 Børn, det gjorde de ikke…

I erindringer af kvindelige tekstilarbejdere kan man læse, hvordan de valgte fabriksarbejdet fordi det – på trods af disciplin og arbejdstempo – gav større frihed end en tilværelse som tjenestepige på landet eller i byen. For andre var fabriksarbejdet en mulighed for at gøre sig uafhængige af en mand, hvis største bidrag til familielivet var at drikke daglønnen op. I et samfund, hvor kvinder var både politisk, juridisk og økonomisk umyndiggjorte, blev lønarbejdet kvindens mulighed for at føre en selvstændig tilværelse.

Der var forholdsmæssigt færre kvinder end mænd, som meldte sig ind i fagforeningerne. Det kunne til dels skyldes, at mange var ansat i brancher hvor hjemmearbejde var udbredt. Det gjaldt f.eks. de mange syersker, som sad alene på et lille kammer og syede for en fabrik. Men selv hvor mænd og kvinder arbejdede under samme forhold, som i tekstilindustrien hvor rundt regnet halvdelen af arbejderne var kvinder, var kvindernes organisationsprocent markant lavere end mændenes.

Det skyldes ikke, at kvinderne var uinteresserede i bedre løn- og arbejdsvilkår. Men fagforeningerne var domineret af mænd, hvis interesser ikke altid var sammenfaldende med kvindernes. Da de faglærte, mandlige håndvæveres fagforening i 1884 besluttede at åbne sig for de ufaglærte, kvindelige maskinvævere, var det til dels af nød: man så i øjnene, at håndvævningen snart ville være helt udkonkurreret af maskinerne, så de mandlige vævere under alle omstændigheder ville komme til at arbejde ved siden af kvinderne. Mændene måtte således opgive at holde kvinderne helt ude fra fabrikkerne. I stedet havde de mange steder held til at forbeholde de bedst lønnede jobs til sig selv, uanset at fagbevægelsen altså i princippet gik ind for lige løn.

Forskelle i de to køns livsbetingelser og erfaringer kunne også skabe interne gnidninger. Arbejderbevægelsen førte en langsigtet kamp for en bedre tilværelse. Den dominerende kultur i bevægelsen tilsagde, at man optrådte disciplineret og velovervejet i hverdagen som basis for det langsigtede mål – ”gør din pligt og kræv din ret”, som der stod på mange af de røde faner. Det var en kultur, som især afspejlede den mandlige erfaring.

Kvindelige tekstilarbejdere
Kvindelige arbejdere på Rubens Dampvæveri, Frederiksberg, 1890. Akvarel af Rasmus Christiansen. Nationalmuseet.

For kvinderne stillede sagen sig til dels anderledes. De var eneansvarlige for pasningen af hjem og børn, og sultne børn kunne ikke tilfredsstilles med løfter på længere sigt. På en stor kvindearbejdsplads som Rubens Dampvæveri på Frederiksberg måtte kvinderne snige sig til at varme mad i arbejdstiden, som de kunne bringe hjem til deres børn i pauserne. Ofte kom de for sent tilbage igen. Det var en trafik, som arbejdsgiveren bekæmpede med bøder, som gjorde et stort indhug i kvindernes ugeløn.

I 1886 nedlagde 225 uorganiserede kvinder på dampvæveriet arbejdet. De meldte sig ind i Tekstilarbejderforbundet og fik strejkestøtte herfra. Men strejken endte i nederlag og intern splittelse. I et senere tilbageblik blev fiaskoen af Tekstilarbejderforbundets forretningsfører nærmest fremstillet som et resultat af den kvindelige natur, som havde ledt de strejkende til at optræde impulsivt og udisciplineret. Når kvinder som følge af deres køn blev opfattet som problematiske kollegaer af mændene, kan man måske godt forstå at de ikke altid følte sig hjemme i de mandlige fagforeninger.

Efterhånden var der dog et stigende antal kvinder som organiserede sig, og i slutningen af 1890’erne var ca. 20 % af de kvindelige industriarbejdere medlemmer af en fagforening. Det var et tal, som man var stolt af i arbejderbevægelsen, fordi det var højere end hvad man fandt i de fleste andre lande.

Mens mange oprindeligt rent mandlige fagforeninger åbnede dørene for kvinder, blev der også gjort forsøg med rent kvindelige organisationer. I 1883 dannede de kvindelige herreskræddere i København deres egen fagforening, i 1885 stiftede både de kvindelige tobaksarbejdere og vaske- og rengøringskonerne i København en fagforening, i 1886 fulgte de kvindelige vævere og i 1899 tjenestepigerne. En del af de rent kvindelige fagforeninger blev senere sluttet sammen med de mandlige. Det gjaldt dog ikke vaske- og rengøringskonernes fagforening, som efter en vanskelig start voksede støt op igennem 90’erne under ledelse af Olivia Nielsen. Man tog også fat på at organisere kvindelige industriarbejdere, der opstod selvstændige afdelinger i provinsen, og i 1901 dannede man ”Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark”. Også tjenestepigeforeningen voksede og blev senere til ”Husligt Arbejderforbund”.

På det politiske plan så Socialdemokraterne med nogen skepsis på Dansk Kvindesamfund, grundlagt i 1871. Arbejderkvinder burde organisere sig på basis af deres klasse, sammen med de mandlige arbejdere, ikke på basis af deres køn og sammen med borgerskabets kvinder. I 1885 dannedes Kvindelig Fremskridtsforening, som i modsætning til det tværpolitiske Kvindesamfund åbent orienterede sig mod Socialdemokratiet og den radikale fløj af Venstre. Her fandt en række af arbejderbevægelsens aktive kvinder en platform for den politiske kvindekamp – og måske også til tider et åndehul fra de mandligt dominerede socialdemokratiske vælgerforeninger.

Det betød imidlertid ikke, at det fundamentale spørgsmål om forholdet mellem klassekamp og kønskamp hermed var afklaret. Tværtimod forblev det et stridspunkt, som med jævne mellemrum har givet anledning til diskussion lige siden

Skriv en kommentar