There is a crack in everything
That’s how the light gets in.
Leonard Cohen
En af mine første fotobøger – hvis ikke den første – er Krass Clements “Byen bag regnen”. Jeg ønskede mig den, og fik den, i julegave i 1988. På det tidspunkt var jeg lige flyttet fra Jylland til Nørrebro, og jeg synes på mange måder Clements billeder afspejlede mit nye kvarter, dets stemning og dets historie, sådan som jeg forestillede mig den.
Det var ikke nødvendigvis sandt. Bl.a. fordi bogens billeder er taget alle mulige steder i byen. Men det var sikkert i Clements ånd: hans billeder er ikke reportage, det er – i ordets egentligste forstand – stemningsbilleder. Det præcise sted og den præcise tid er ikke afgørende. Fortællingen er alt.
Den gang ku’ jeg godt li’ hans billeder. Og så alligevel ikke. For der er, og har altid været, noget flertydigt over Krass Clement. Hans billeder har karakter af overvejelser, snarere end af statements. Og den gang var jeg helt klart mest til statements.
Det har så ændret sig lidt siden. Samtidig er jeg blevet mere og mere fascineret af Clements billeder. Returbilletten til hans univers var først og fremmest “Berlin notat”. Her blander han sine klassiske, melankolske sort/hvide billeder med snapshot-æstetik i farver a la Eggleston. Ikke min kop the i udgangspunktet, men man skal jo være omstillingsparat. Og de små portioner i “Berlin notat” fik lokket mig med på vognen.
Krass Clements univers er ikke et, som man ta’r til sig i ét hug. Så meget desto større er udbyttet, efterhånden som man arbejder sig ind i det. At grundstemningen er i mol, er der ingen tvivl om. For Clement er et billede i sagens natur altid et billede af noget, der har været men ikke er længere. Opbrud, afsked og forgængelighed er aldrig langt væk. “Melankolien og de dybe ar man har på krop og sjæl, bærer man med sig og de går ind i ens arbejde som et vandmærke i papiret, en ridse i negativet” siger han. Men ridserne og revnerne kan også være der hvor lyset kommer ind.
“Indstillinger” som lige nu vises på Nivaagaard, og som senere går videre til bl.a. Vendsyssel Kunstmuseum, er et retrospektivt udvalg af nogle af Clements billeder. Der er enkelte, ikke tidligere viste fotos i form af natprospekter fra København og nogle store farvefotos fra Vognmandsruten. Der ud over er der tidligere publicerede billeder fra Byen bag regnen, Forandringen, Lydhørt og Novemberrejse. Den eneste virkelige indvending man kan komme med mod udstillingen er, at den ikke er større…
Heldigvis er der lavet et katalog til udstillingen med gengivelse af (vist nok) alle værker i fin kvalitet. Et forbilledligt lille værk i både form og indhold. Ud over to udmærkede essays om Clement – ikke uden indbydelser til modsigelse, men det er jo godt nok – er det bedste et interview med fotografen selv. Han får det sidste ord:
Egentlig har jeg det svært med farver og andre billedformater, for jeg elsker jo regn og sort-hvid, men synes også jeg har fortalt det. Regnvejr er også meget taknemmeligt i forhold til solskin, ligesom der kan være noget letkøbt i altid at søge sig til dokumentarfotografiets fotogene marginaleksistenser. Tog jeg over og fotograferede ludere i Calcutta, ville det sikkert være spændende for mig selv, eftersom prostitutionsmiljøet altid har fascineret mig. Men jeg tror desværre, at ens kunstneriske ansvar beklageligvis nogle gange ligger et andet sted. Som for eksempel på hovedgaden i Rubjerg