Dit liv på Android

OK, du har så købt dig en Android telefon. Smart valg. Dit nye højteknologiske vidunder kan ikke bare holde styr på dine Facebook venner, vise videoer fra Youtube og registrere dine løbetider på Endomondo – den kan såmænd også bruges til at ringe med.

Men det argument du brugte til at retfærdiggøre købet for dig selv, var jo egentlig, at sådan en smartphone ville være en stor hjælp i dit daglige arbejde: med den ville du få direkte adgang til din e-post, din kalender, o.m.a. Det kan du også. Hvis din e-post er Gmail, din kalender er Google Calendar, etc., så spiller det hele så snart du har logget ind på din Google konto fra din Android. Men har du en anden udbyder af e-post eller bruger en anden kalender, så kræver det lidt mere planlægning.

Her er mine erfaringer, som bygger på følgende scenario: på mit arbejde bruger jeg MS Outlook til at håndtere min kalender og min arbejds-e-post. Det foregår via arbejdspladsens Exchange-server. På min hjemme-pc og min private bærbare bruger jeg også Outlook, som henter privat e-post via min web-udbyder.

Mit mål er, at data skal synkroniseres mellem de forskellige platforme automatisk og usynligt. Strategien er, at oprette en Google konto, og så derefter bruge den som ”central”. Her er et par tip til hvordan:

Kalender

Google-kalenderen er moderskibet. Min Android-telefon har en kalender, som uden videre dikkedarer synkroniserer med min Google-kalender. Fidusen er så, at få Google kalenderen synkroniseret med Outlook på de forskellige PC’er jeg bruger. Det kan umiddelbart gøres ved hjælp af Googles Calendar sync. Det er en smart lille Outlook udvidelse, som kan hentes gratis på nettet, og som automatisk synkroniserer indholdet af en Outlook kalender med en Google kalender.

Desværre har Calendar sync nogle begrænsninger. Jeg bruger f.eks. Outlooks kategoriseringsfunktion til at skelne mellem private og arbejds-relaterede aftaler. I Googles kalender kan jeg i princippet gøre det samme, men på en lidt anden måde: her skal jeg oprette separate kalendere for forskellige kategorier af aftaler. Og Google Calendar sync kan kun håndtere én kalender.

Derfor har jeg i stedet anskaffet gSyncit. Det koster godt nok 20$ pr. installation. Til gengæld tilbyder det et væld af muligheder for at finindstille mine synkroniseringer. Så mange, at det kan være forvirrende i starten. Men efter at ha’ fiflet lidt med det, kan jeg nu glæde mig over at have præcist den samme kalender på min arbejds-pc, min hjemme-pc, min bærbare og min Android-telefon.

Hvis du ikke er tilfreds med kalenderen på din Android, findes der alternativer som f.eks. Jorte. Jeg har dog valgt at bruge den indbyggede kalender – blot har jeg tilføjet Smooth Calendar, som er en widget der er lidt mere brugbar end den indbyggede.

E-post

I princippet kunne min Android sagtens koble op til Exchange-serveren på min arbejdsplads. Desværre har vores IT-afdeling en betydelig skepsis overfor alt hvad der ikke er made in Redmond og forsynet med Bill Gates personlige, digitale signatur. Derfor har jeg pt. opgivet at få direkte adgang til min arbejds-epost, og nøjes med at bruge web-adgang. Til gengæld går det fint med min private e-post.

Jeg har sat e-post programmet på min Android op til at bruge Imap. I modsætning til den klassiske POP3 er Imap en klient-server protokol. Det betyder i praksis, at alt hvad man gør med din e-post afspejles direkte på postserveren, sådan at hvis man f.eks. læser post og sender et svar fra sin Android, så vil det fremgå hvilken post der allerede er læst, når man senere åbner for Outlook på sin PC, de svar man har sendt fra Android vil ligge i Outlooks ”sendt post” mappe, etc.

Eller rettere: sådan er det i princippet. Androids indbyggede e-post program kan nemlig ikke finde ud af at placere sendt post i den rigtige folder på serveren.  Bl.a. af denne grund er det værd at erstatte den med K-9, en alternativ e-post klient som kan hentes gratis på Android Market. Desværre stopper problemerne ikke her: Outlook kan nemlig heller ikke finde ud af at understøtte Imap 100% korrekt. Så du slipper ikke for små irritationer, såsom sendt post der havner i forkerte mapper. Det ændrer dog ikke ved at Imap i princippet er en smart teknologi . Det finder Google og Microsoft nok også ud af en dag, og så spiller det hele….

Opgavelister

Bruger du gSyncit kan du også synkronisere din(e) opgaveliste(r) i Outlook med Googles tilsvarende Huskeliste(r). På Android marked kan du så hente programmet gTask, som kan synkronisere din Google Huskeliste(r) til og fra din Android. Du kan endda få en lille widget i form som en gul ”Post it”-seddel , der automatisk viser dine opgaver frem.

Det var så det vigtigste. For perfektionisten er der naturligvis flere muligheder, så som at synkronisere kontakter, noter, filer, kodeord, o.m.a. Men det må blive en anden god gang…

2 kommentarer til “Dit liv på Android”

Skriv en kommentar