Kodachrome

Kodachrome, they give us those nice bright colours
They give us the greens of summers
Makes you think all the worlds a sunny day, oh yeah
I got a nikon camera, I love to take a photograph
So mama dont take my kodachrome away

Paul Simon

Alas, mama is going to take our Kodachrome away. At least that is what is being suggested in an article from AP, quoted in a number of net media. Kodak has gradually phased out most versions of the well known 35mm slide film, with the 64 ISO version being the only one remaining. But according to the article, no more of this last version will be produced, when current stocks have been sold. Kodak will neither deny nor affirm this. But Kodak has also closed all of its laboratories for the rather complicated Kodachrome processing. Only one independent laboratory is still operating in the US, and Kodachrome film from the entire world has to be send there for processing. Under these circumstances, it’s plausible that Kodachrome will not live much longer.

To me personally, Kodachrome evokes nostalgic memories of the pre-digital era. For those who are not photo-nerds, it might seem rather uninteresting, that a certain make of film disappears. But there was once, when Kodachrome was not just the niche-product that it is today.

Launched in 1936 (a movie film version was launched one year earlier) it was revolutionary: the world’s first mass-produced colour film. The processing was quite complicated, but the colours were stunning for its time.

A year later, German Agfa launched their own colour film, and for a short while there was some competition. But during WW2 it was the photographers of the victorious parties who also won the battle of our world view – and they were using Kodachrome. The cold war settled the situation even further.

In the fascinating book by Els Rijper: Kodachrome – the American invention of our world 1939-59 (New York, 2002), you will see how. The book contains a large number of colour photographs – not necessarily masterpieces, but the kind that filled the printed media: the ending of the world war, movie stars and pin-ups, sport, American cars and aeroplanes, the Korean War – and a young Elvis Presley.

All in bright colours – Makes you think all the worlds a sunny day...

3 thoughts on “Kodachrome”

  1. Jeg har aldrig selv arbejdet med lysbilleder. Til gengæld var min far stor lysbilledentusiast i 60’erne og 70’erne. Jeg husker desværre ikke, hvilke film han benyttede, men da han aldrig har været nærig når det gjaldt hobbies, kan han meget vel have brugt Kodachrome.
    I de lange vinteraftener sad han så ved familiens eneste skrivebord med en masse strimler lysbilledfilm og en stak rammer, de skulle sættes i. Han havde sådan en klap-sammen-ting, som meget præcist udstansende filmen til stykker af passende størrelse. Om de blev sat fast i rammen i samme arbejdsgang, kan jeg ikke huske, men nogen gange var der gået kage i forside og bagside, så billeder var spejlvendte. Personligt ville jeg nok bare have drejet lysbilledet i kassetten, men sådan skulle det ikke være. Rammen skulle åbnes, så alle billederne vendte korrekt i forhold til den lyse og den mørke side af rammen. Det blev altsammen kontrolleret i en lille grøn preview-kasse, hvor man stoppede lysbilledet i.
    Når han så havde sidet x-antal vinteraftener, blev stativlærredet stillet op og stuen blev mørkelagt. Så var der ellers lysbilledshow med fotos fra ferien og andre begivenheder i årets løb.
    Jeg husker billederne fra min søsters barnedåb. En svedende varm og lidt langtrukken dag i 1970, hvor alle familiens kvinder var så lårkorte, at det ville få en moderne teenager til at rødme. Vores gamle hunde. Undertegne som ivrig badegæst ved diverse strande. Billedet af min far siddende på køleren af sin bil, hvor han afprøver sin nyindkøbte kikkert, men hvor alle tror, han sidder og drikker øl. Mange familie-endagsture i 60’erne med madkurv rundt til kønne steder: Langeland, Mols Bjerge, Vesterhavet, Juelsminde, Lillebælt. Jeg kørte altid med i min onkels matblå folkevogn, hvor jeg lå i dén der fordybning, der var ved bagruden. Det var forøvrigt dengang, da der stadig lå små ishuse selv langs almindelige landeveje. Her kunne en familie skaffe sig en indkomst i sommermånederne med mor ved disken og ungerne, der slæbte is og ryddede op rundt om skuret. Nogle steder kunne man endda få nystegte pølser og sodavanner.
    Paul Simon har fuldstændig ret: Livet ser meget bedre ud i farver.

    I øvrig byttede min far alt sit lysbilledgrej bort i 80’erne. I stedet fik han et hypermoderne kamera af mærket Yashica med autofokus og DX-system, der selv kunne fornemme, hvilken film, man stoppede i. Han bruger det forøvrigt endnu, men er så småt begyndt at mumle lidt om et digitalkamera.

    Reply
  2. Skræmmende som dine barndomsminder minder om mine 😉
    Min far var også stor lysbilled-entusiast. Dog fik han af en eller anden grund aldrig anskaffet den der smarte film-klippe-ting. I stedet blev min mor indforskrevet som assistent, når spisebordet blev ryddet i de lange vinteraftener, og saks, pudseklud og de røde og sorte æsker med Gepe dias-rammer blev fundet frem. Og jeg fik besked på ikke at lave rod i noget.
    Dog var min barndom ikke i Kodachrome men i Agfacolor, som af en eller anden grund var min fars foretrukne film. Men der var under alle omstændigheder magi i luften, når lyset blev slukket og billederne blev blæst op i halvanden meters bredde på perleskærmen.
    Den slags tilbøjeligheder går åbenbart i arv. I hvert fald har jeg en større stak æsker med egne dias stående i mit skab. Men på et tidspunkt slog min kone i bordet, og sagde at nu var hun træt af alt det hiven lærred og projektor frem og strammen an, hver gang man ville se lidt billeder. Nu skulle der ta’s papirbilleder, sku’ der.
    Det var en ulykkelig tid. Fotohandlerens farvepapirbilleder var nogle små, gnidrede, kedelige nogen. Fint nok til moster Odas fødselsdag, men ubrugelige til ethvert seriøst formål.
    Så kom digitalkameraet, og nu kan man pludselig selv skrue op og ned for farverne som man er i humør til. Verden er atter lys og lykkelig…

    Reply

Leave a Reply to Carsten Fredsted Cancel reply